Opsamling på mit år i Paris

Der er en del, som har kontaktet som siden jeg kom hjem fra Paris, for at høre om, hvordan det er/var at være au pair og ikke mindst bare at bo i Paris - væk fra sin familie, venner og trygge rammer. Så jeg tænkte, at jeg ville lave mit sidste blogindlæg, hvor jeg fortæller om mit ophold:

At tage til Paris havde længe været min plan: når jeg var færdig med 3.g ville jeg til Frankrig for at blive flydende i fransk.

Jeg startede med at undersøge ”markedet”, da jeg helst ville have et "rigtigt" job og min egen lejlighed. Men jeg synes, at det var meget uoverskueligt, så jeg tog den lid lettere vej og valgte at blive au pair. Lejlighederne var dyre og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få et job – så alt i alt virkede det alt sammen enormt uoverskueligt.

 

Sidst i maj/starten af juni, kom jeg endelig i kontakt med familie (efter at have været i kontakt med tre andre familier, som aldrig blev til noget). Familien virkede rigtig søde, meget forstående og fantastiske. Og det endte også med, at det blev den familie, som jeg kom til arbejde for.

Da jeg rejste af sted til Paris havde jeg haft fransk siden 7. klasse og fået 12 både mundtligt og skriftligt, så jeg var ret sikker på, at inden der var gået tre måneder, så ville jeg være så godt som flydende i fransk.

Det var dog ikke lige tilfældet.

 

Jeg fik noget af en lussing da jeg kom! De talte meget hurtigt og jeg kunne slet ikke formulere mig! Men efter ca. 3 måneder var jeg ret sikker i mit franske et halvt år efter var jeg forholdsvis flydende (det hjalp mig meget at gå i skole og tale fransk med de venner, som jeg fik der).

Men livet som au pair er ret hårdt. Jeg tror der er mange, der overvurderer det og bare tænker "det er bare med at passe nogle børn, få løn og så bare nyde livet i Paris" - det er det også til dels!

Men min familie var meget søde, dog var der en del skænderi imellem børnene (som jeg i staren ikke forstod en skid af), og det gjorde, at det var svært at gribe ind og stoppe dem. Jeg oplevede engang, at børnene havde været oppe og skændtes hele dagen, hvilket endte med, at drengen slog sin søster, og da mit franske slet ikke var godt nok til at skælde ud på, ja så tog jeg den på dansk. Børnene forstod ikke, hvad jeg sagde, men de vidste godt, at det ikke var i orden det her, og at jeg var sur.

Jeg havde også mine daglige kampe med børnene: blandt andet lavede drengen aldrig sine lektier eller tog sit bad (de skulle tage et bad hver dag!). I starten var det hårdt og nogle irriterende kampe at tage, men jeg fandt hurtigt på mit eget system: man måtte først bruge computeren, når alle lektier var lavet, og havde man ikke taget sit bad, kunne man ikke spise mad (drengen troede ikke på mig, og efter jeg havde nægtet, at han måtte spise med, da han ikke havde taget sit bad, tog han det altid - og det samme gjorde pigerne også, da de vidste, at jeg ikke kun sagde det som en trussel, men at jeg mente det!).

Moren i min familie kunne også være ret speciel, da hun er/var meget striks. Hvis man ikke lige gjorde tingene efter hendes hoved, kunne hun let blive sur. Det var ofte børnene at det gik udover. Men jeg oplevede det også - jeg følte til tider, at jeg var et barn som fik et stort 10-tal i skolen, og når jeg så stolt viste det frem til mine forældre, blev de sure over, at jeg ikke havde fået 12!

 

Derudover kan man også føle sig ret alene (i hvert fald i starten). Jeg flyttede væk fra mine venner og ned til en fremmed by hvor jeg ikke kendte nogen og næsten ikke talte sproget! Og at møde franskmænd var ikke let.

Men Den Danske Kirke i Paris gør heldigvis meget ud af, at man som au pair ikke føler sig alt for alene. De arrangerer jævnligt forskellige arrangementer, fx tirsdagsaftener, hvor man kan komme og møde andre danskere, som er i Paris - der er altid rigtig mange au pairs.

For mig var det en rigtig god måde at ”komme i gang med” at få venner. Jeg begyndte at tale meget med nogle danske piger, hvilket virkelig hjalp mig :-)Minusset ved det er bare: man taler dansk! Hvilket ikke lige var meningen ved at tage til Paris.

Så jeg begyndte at tage mere og mere kontakt til dem, som jeg gik i klasse med - og vi talte fransk med hinanden (jeg var den eneste dansker på mit hold). Det var en virkelig fed måde at tale fransk på, for ingen af os talte perfekt fransk, og man/jeg var dermed ikke så nervøs for at tale fransk, da de ikke kunne dømme mit franske, på samme måde som franskmænd kunne/kan.

Men jeg blev heldigvis bedre til fransk, moren, børnene og deres skænderier. Det endte også med, at moren i familien kom og sagde undskyld til mig, da hun godt vidste, at hun ofte ikke var retfærdig, og at hun havde sat pris på, at jeg havde været forholdsvis kold overfor hendes reaktioner og bare været ligeglad.

Men når det er sagt, så vil jeg også fortælle om, hvor fedt det var at være au pair: jeg fik et enormt tæt forhold til børnene, og jeg hyggede mig med dem. De var utrolig søde til at hjælpe mig i starten med at forstå hvad de sagde og til at klarer forskellige ting.

Derudover er det også en rigtig fed måde at opleve den franske kultur. Min familie var meget religiøse, så jeg oplevede også, hvordan katolikker fejrer julen og konfirmationerne (som katolik bliver man konfirmeret op til flere gange). Da jeg på ingen måde er kristen, var det spændende at se/opleve det. I december havde familien bygget et lille krybbespil, hvor vi hver aften stod og sang forskellige salmer, hvor vi takkede Gud for forskellige ting. En meget anderledes oplevelse, men også speciel (under ”maj” kan du/I læse om, da en af pigerne skulle konfirmeres .. anderledes oplevelse).

 

Derudover er det også en let måde at komme til Paris. Du passer børn, har fri om formiddagen, aftenen og i weekenderne. Man skal ikke tænke på regninger, husleje osv. da familien betaler for alt. Så de penge, du tjener om måneden, er ren lommepenge, hvilket jo er meget fedt, når man nu bor i Paris!

 

Paris er en fantastisk by at bo i, og at jeg blev au pair er jeg meget glad for. Dette bliver måske lidt kliche, men jeg lærte utrolig meget om mig selv i løbet af mit år som au pair, som jeg kunne tage med videre. Jeg var i starten lidt konfliktsky, men lærte hurtigt i Paris, at det kunne jeg ikke bruge til noget, så jeg blev bedre til at tage tyrene ved hornene og springe ud i det!

Jeg kan ikke rådgive om, hvorvidt man skal finde et arbejde på en cafe i Paris eller blive au pair, det er nok meget op til én selv. Og jeg tror også, at der er fordele og ulemper ved begge ting.

Men skriv endelig, hvis du har spørgsmål.

Ellers så er der en gruppe for alle danskere i Paris på facebook, Padam Padam, som mange har brugt til at finde lejligheder og/eller arbejde: http://www.facebook.com/groups/158021440875048/.